SportsCar Championship   11/11/26

Frederik Schandorff klar til både IMSA og Asian Le Mans Series
Frederik Schandorff fortsætter hos Inception Racing i 2027-udgaven af IMSA WeatherTech SportsCar Championship – og sikrer samtidig et ungt dansk talent en mulighed i Asian Le Mans Series.


(Foto: Inception Racing)

Frederik Schandorff er klar til endnu en fuld sæson i GTD-klassen i IMSA WeatherTech SportsCar Championship, hvor danskeren fortsætter samarbejdet med Inception Racing. Det amerikanske hold skifter fra Ferrari til Corvette og indleder dermed et nyt kapitel i det prestigefyldte sportsvognsmesterskab.


(Foto: Inception Racing)

Schandorff skal igen dele bil med amerikanske Brendan Iribe, ligesom britiske Ollie Millroy fortsætter som tredjekører til de lange løb i IMSA Michelin Endurance Cup. Trioen beholder også startnummer 70, men den gule Ferrari 296 GT3 skiftes altså ud med en Corvette Z06 GT3.R.

Det bliver femte sæson i træk, at Frederik Schandorff stiller op til en fuld sæson i IMSA-serien, men samarbejdet med Inception Racing går endnu længere tilbage. Schandorff debuterede med teamet i 2021 og vendte tilbage året efter, før han i 2023 blev fast makker med Brendan Iribe.


(Foto: AF Corse)

Samarbejdet fortsatte i 2024, hvor Inception Racing skiftede fra McLaren til Ferrari i slutningen af sæsonen. Siden har holdet både sejret og sikret flotte podieplaceringer i GTD-klassen, selv om det med bronzekøreren Brendan Iribe i bilen konkurrerer mod teams med fuldt professionelle kørerbesætninger.

Nu venter endnu et mærkeskifte, hvor Inception Racing bliver en del af General Motors' motorsportsprogram. Corvette har en lang tradition inden for international langdistanceracing – danske fans vil især tænke på Jan Magnussen, som har vundet adskillige IMSA-sejre, flere mesterskaber samt fire Le Mans-sejre for mærket.


(Foto: Inception Racing)

– Først og fremmest er jeg glad for at kunne tage hul på endnu en sæson med Brendan (Iribe, red.) og Ollie (Millroy, red.). Jeg elsker at køre ræs i USA, og gennem årene har vi opnået nogle store resultater og skrevet en historie, som jeg ser frem til at bygge videre på, lyder det fra Frederik Schandorff.

– Samtidig bliver det spændende at skifte mærke. Ved alle IMSA-løb oplever vi den store passion og loyalitet blandt Corvette-fansene, så det bliver spændende nu at blive en del af en så stærk motorsportstradition. Vi glæder os, og vi er fast besluttede på at bidrage til Corvettes fortsatte succes på racerbanerne, tilføjer Schandorff.


(Foto: AF Corse)

Det bliver dog ikke kun i USA, at Frederik Schandorff skal på arbejde i den kommende sæson. Danskeren har nemlig også indgået en aftale om at stille op i 2026/2027-udgaven af Asian Le Mans Series, hvor han for første gang skal konkurrere i en Mercedes-AMG GT3.

Her bliver Schandorff teamkammerat med landsmanden Simon Birch, som han kender fra Selected Car Racing og årets udgave af GT World Challenge Europe. Ud over at være teamkammerat fungerer Schandorff som mentor og coach for både Birch og holdets andet unge talent, Malthe Ebdrup. Og netop dette samarbejde har nu ført til endnu en mulighed for Birch.


(Foto: Selected Car Racing)

– Det bliver virkelig fedt at prøve noget nyt og komme ud at køre Asian Le Mans Series i en Mercedes-AMG, som jeg aldrig har kørt ræs i før. Men først og fremmest er jeg glad for, at det er lykkedes at få Simon (Birch, red.) med på holdet i Asian Le Mans Series. Min rolle hos Selected Car Racing er at hjælpe de her unge danske talenter på deres vej mod en professionel karriere, lyder det fra Frederik Schandorff.

– Da jeg selv var en meget ung kører, havde det gjort en kæmpe forskel, hvis en erfaren og etableret kører havde hjulpet mig ind på markedet. Jeg håber, at vores model vil inspirere andre professionelle kørere til at gøre det samme, så vi kan gøre det nemmere for de bedste danske talenter at få en mulighed i de store internationale serier, forklarer han.


(Foto: Inception Racing)

2026/2027-udgaven af Asian Le Mans Series afvikles ekstraordinært på europæiske baner under navnet Winter Le Mans Series på grund af urolighederne i Mellemøsten. Sæsonen indledes den 13.-15. november på Circuit Paul Ricard i Sydfrankrig. Foreløbig er Frederik Schandorff og Simon Birch bekræftet til sæsonens første afdeling, mens den videre deltagelse afhænger af Schandorffs øvrige løbsprogram.

2027-udgaven af IMSA WeatherTech SportsCar Championship består af 10 afdelinger for GTD-teams og begynder med det traditionsrige 24-timersløb på Daytona International Speedway den 30.-31. januar.

Carlos Communication
Nikolaj Karlshøj


Læs mere om:
  • Frederik Schandorff
  • Simon Birch Kristensen
  • Paul Ricard
  • 15/11/26 - Paul Ricard - Asian LMS

  •  
    Reklamer

    H.I. Auto


    Bruno Hansen Motorsport


    Yokohama Advan dæk