GT World Challenge Endurance   12/04/26

Godkendt debut for Selected Car Racing
En god kvalifikation og en imponerende start på løbet skabte tro på et stærkt resultat, men en kombination af manglende fart i Ferraris 296’er og stabilitet kostede placeringer.


(Foto: Stine Schjøtler / Selected Car Group)

Frederik Schandorff gav Stine Schjøtler / Selected Car Group en drømmestart i årets første GT World Challenge-løb. På første omgang af sekstimersløbet på Paul Ricard-banen i Sydfrankrig avancerede han fra en startposition som nummer 12 til en sjetteplads.


(Foto: Stine Schjøtler / Selected Car Group)

”Jeg kom godt igennem trafikken og den uro der næsten altid er i starten. Derfra blev det en hård kamp med fabriksbilerne fra Porsche og BMW. Jeg holdt dem bag mig længe, men deres topfart på den over en kilometer lange Mistral-langside var så meget bedre end vores, at jeg mistede et par placeringer inden jeg gav bilen videre til Malte,” fortæller Frederik Schandorff.


(Foto: Stine Schjøtler / Selected Car Group)

Stine Schjøtler / Selected Car Group kørte gennem hele weekenden lige op med Ferraris to fabriksbiler. Den ene – blandt andet med Nicklas Nielsen som kører - sluttede løbet som nummer 14, mens Stine Schjøtler / Selected Car Group kørte over stregen i GT World Challenge-debutten på en 16. plads og nummer fire i guldklassen.

”Det var vigtigt for os at komme igennem løbet og få så meget erfaring som muligt. Den opgave leverede de tre kørere på til perfektion. Med den gode start fik vi troen på mere, men Ferrarierne havde det generelt svært, så jeg er faktisk godt tilfreds med vores debut,” siger Henrik Lundgaard og ser frem mod teamets næste løb i serien:

”Næste løb for os er på Monza, hvor jeg tror vi vil være mere konkurrencedygtige. Både Malte Ebdrup og Simon Birch kommer ud af weekenden med en masse erfaring, som vi nu skal bygge videre på.”


(Foto: Stine Schjøtler / Selected Car Group)

Netop Simon Birch viste i kvalifikationen sit store potentiale ved at være den hurtigste af samtlige Ferrari kørere, og det var i høj grad medvirkende til at sikre Stine Schjøtler / Selected Car Group en startposition som nummer 12.

”Det var en OK weekend. Jeg er glad for min omgang i kvalifikationen, men det var lidt ærgerligt, at vi ikke havde mere fart i løbet. Vi kom i mål på en fjerdeplads i vores klasse, så der får vi nogle gode point til mesterskabet, men vi vil længere frem,” sagde Simon Birch efter løbet.


(Foto: Stine Schjøtler / Selected Car Group)

For Malte Ebdrup var det hans debut i international GT-racing. Han overtog bilen fra Frederik Schandorff og havde svært ved at finde stabiliteten.

”Jeg har fået en masse erfaring, men jeg kan også mærke, at jeg er helt smadret i hovedet efter en uge med mange informationer og meget nyt, jeg skulle forholde mig til. Nu skal jeg hjem og tage det hele ind. Jeg skal se video fra bilen og finde ud af hvordan jeg kan forbedre mig frem mod løbet på Monza i slutningen af maj,” sagde en træt Malte Ebdrup lørdag aften.


(Foto: Stine Schjøtler / Selected Car Group)

Løbet på Paul Ricard blev vundet af danske Nicki Thiim og Marco Sørensen i en Aston Martin, som de deler italienske Mattia Drudi. Det skete efter en tæt duel med Mercedes på de sidste omgange af det seks timer lange løb.


(Foto: Stine Schjøtler / Selected Car Group)

Selected Car Racing


Læs mere om:
  • Frederik Schandorff
  • Malte Ebdrup
  • Simon Birch Kristensen
  • Selected Car Racing
  • Paul Ricard
  • 12/04/26 - Paul Ricard - GT World Challenge Endurance

  •  
    Reklamer

    Bruno Hansen Motorsport


    Yokohama Advan dæk


    H.I. Auto