GT World Challenge Endurance   26/06/25

Sebastian Øgaard opsat på revanche i 24-timersløbet på Spa
Den danske Audi-kører vender tilbage til Ardennerne med håb om revanche, når 24-timersløbet på Spa-Francorchamps afvikles denne weekend.


(Foto: SRO Motorsports Group)

For Sebastian Øgaard bliver årets udgave af det legendariske 24-timersløb på Spa-Francorchamps en ny chance for at levere på en af motorsportens største scener. Den 21-årige dansker stiller op i den belgiske langdistanceklassiker for Audi-teamet Tresor Competition med ambitionen om at gennemføre – og tage et stærkt resultat med sig.


(Foto: Tresor Competition)

Det er anden gang, Øgaard prøver kræfter med den benhårde udfordring i Ardennerne. Sidste år stillede han op for Aston Martin-teamet Comtoyou Racing, men måtte udgå blot fire timer inde i løbet, da bilen blev involveret i et større crash.


(Foto: SRO Motorsports Group)

– Jeg glæder mig helt vildt og føler mig godt klar. Vi nåede desværre ikke så langt sidste år, så denne gang håber jeg først og fremmest, at vi kan komme igennem løbet og samtidig få et godt resultat med os. Jeg er ikke så nervøs for farten – jeg tror på, at vi har en stærk bil. Det handler mere om, at alt skal spille optimalt, fortæller Sebastian Øgaard.


(Foto: SRO Motorsports Group)

Danskeren skal dele sin Audi R8 GT3 med sine faste teamkammerater fra GT World Challenge-mesterskabet, italienerne Leonardo Moncini og Riccardo Cazzaniga, og til 24-timersløbet får de selskab af fjerdekøreren Rocco Mazzola. Firkløveret stiller op i Gold Cup-klassen, hvor de skal kæmpe imod 11 andre GT3-biler.


(Foto: SRO Motorsports Group)

Teamet ankommer til Spa-Francorchamps med selvtilliden i orden, efter det lykkedes dem at sikre endnu en podieplads i den seneste afdeling af GT World Challenge Europe på Monza. Faktisk har Øgaard været på podiet i fire ud af sæsonens foreløbigt seks løb. Nu venter 24 timers benhård konkurrence med hele 75 biler i det samlede felt.


(Foto: SRO Motorsports Group)

– Vi føler os godt forberedt, og nu handler det bare om at undgå fejl og få det hele til at hænge sammen over 24 timer. Det er et langt løb, og alt kan ske – men vi er klar, lyder det fra Øgaard.

De indledende træningssessioner og kvalifikationen til årets 24-timersløb på Spa-Francorchamps finder sted torsdag den 26. juni. Selve løbet flages grønt lørdag den 28. juni klokken 16.30 og kan følges live via YouTube.


(Foto: SRO Motorsports Group)

Carlos Communication
Nikolaj Karlshøj


Læs mere om:
  • Sebastian Øgaard
  • Spa-Francorchamps
  • 29/06/25 - Spa-Francorchamps - GT World Challenge Endurance

  •  
    Reklamer

    Bruno Hansen Motorsport


    H.I. Auto


    Yokohama Advan dæk